Nyhed, 16. august 2026
Kronik af Per Thomas Dahl, formand for Træ i Byggeriet, bragt i Avisen Danmark 16. august 2026.
Der er noget paradoksalt over den grønne omstilling af byggeriet. Vi bruger masser af kræfter på at finde ud af, hvordan vi kan producere beton, stål og tegl med lidt mindre CO2.
Vi dimensionerer konstruktionerne mere effektivt. Vi genbruger materialer. Vi udvikler nye cementtyper. Og vi investerer milliarder i teknologi, der skal indfange den CO2, som vi fortsat udleder. Alt sammen nødvendigt.
Men vi overser et mere grundlæggende spørgsmål: Hvorfor skal fremtidens byggeri i så overvældende grad baseres på materialer, som vi graver op af jorden?
Byggeriets grønne omstilling bør ikke alene handle om at gøre de gravede mineralske materialer grønnere. Den bør især handle om at erstatte en langt større del af dem med materialer, der gror.
Træ, halm, hamp og andre biogene materialer har en fundamental egenskab, som beton, stål og tegl aldrig får: Råvaren kan vokse frem igen. Og mens den vokser, optager den CO2 fra atmosfæren.
Det betyder ikke, at vi skal bygge alt i træ. Det hverken kan eller skal vi.
Beton, stål, tegl og glas vil også i fremtiden være nødvendige byggematerialer. Opgaven er derfor ikke at udskifte det ene materiale med det andet én til én.
Opgaven er at bruge de forskellige materialer dér, hvor de giver bedst mening – og samtidig gøre op med den næsten automatiske præference for mineralske materialer, som præger store dele af byggeriet.
For problemet er større end Danmark. Globalt står bygninger og byggeri for omkring 37 procent af CO2-udledningen og næsten halvdelen af verdens materialeudvinding. Samtidig vokser verdens byer med enorm hast. En stor del af de bygninger, mennesker skal bo og arbejde i frem mod 2050, er endnu ikke bygget.
Det gør materialevalget til et globalt klima- og ressourcespørgsmål. For hvis milliarder af nye kvadratmeter bygges med samme materialelogik som den, vi har brugt de seneste 100 år, låser vi et enormt forbrug af ikke-fornybare ressourcer og store CO2-udledninger fast i årtier.
Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at spørge, hvordan vi producerer den næste kubikmeter beton med mindre CO2. Vi må også spørge, om den overhovedet behøver at være af beton.
Det interessante er, at denne diskussion nu begynder at dukke op flere steder i Europa. Holland har sat et konkret mål om, at mindst 30 procent af nye boliger i 2030 skal indeholde mindst 30 procent biobaserede materialer. Tyskland arbejder strategisk med at øge træbyggeriet. Frankrig har skærpet fokus på bygningers klimaaftryk gennem hele livscyklussen.
Og EU's nye bioøkonomiske strategi peger direkte på behovet for at skabe markeder for biobaserede materialer, herunder byggematerialer.
Det er værd at hæfte sig ved. For det betyder, at træ og andre biogene materialer ikke længere blot er et nordisk nicheprodukt eller et spørgsmål om at bygge hyggelige træhuse. De er ved at blive en del af Europas industri-, ressource- og klimapolitik.
Danmark bør være blandt de lande, der driver den udvikling – ikke blandt dem, der bagefter tilpasser sig den.
Vi har allerede vist, at vi kan bygge enfamiliehuse i træ. Den næste store opgave er langt mere interessant. Træ og andre biogene materialer skal ind dér, hvor beton og stål traditionelt har været enerådende: i etageboliger, kontorer, skoler, institutioner, transformationer og større offentlige byggerier.
Det kræver ikke en politisk beslutning om, at alt skal bygges i træ. Det kræver derimod, at vi holder op med at indrette regler, standarder, udbud og byggeprocesser efter en verden, hvor mineralske materialer er udgangspunktet og biogene materialer undtagelsen.
For den virkelige barriere er efterhånden ikke, om man kan bygge stort i træ. Det kan man. Og vi har masser af erfaringer – også i Danmark - med moduler, kassetter og CLT. Danmark har bygget verden 4. højeste træbygning i 20 etager. Så vi har allerede vist, at vi har modet. Næste trin er så at gøre det almindeligt.
Den grønne omstilling af byggeriet kommer ikke til at lykkes med ét mirakelmateriale. Vi skal bygge mindre, bevare mere, genbruge mere, anvende færre materialer og reducere klimaaftrykket fra beton, stål, glas og tegl.
Men vi skal også turde sige noget, som stadig udfordrer en meget gammel materialelogik: I det 20. århundrede byggede vi en verden af det, vi kunne grave op af jorden. I det 21. århundrede skal vi blive langt bedre til at bygge den af det, vi kan få til at gro, mens det lagrer CO2 – og plante mere af det, når vi får brug for det.