Nyhed, 02. februar 2021

Modulbyggeri i træ nyder stigende anerkendelse

Modulbyggeri, præfabrikerede boxmoduler og pavilloner, ja kært barn har mange navne. Men uanset hvilket begreb, der foretrækkes, er modulbyggeri en fleksibel byggemetode, hvis kombinations- og anvendelsesmuligheder er utallige. Og i kombination med en høj kvalitet og en hurtig leveringstid er det blevet en eftertragtet byggeform, hvilket man blandt andet mærker hos DesignModul.

DesignModul har i mere end 16 år specialiseret sig i at ordreproducere modulbyggeri i træ til en bred vifte af kunder i forskellige brancher. Modulerne bygges indendørs i opvarmede haller, og efterfølgende transporteres de til byggepladsen, hvor de samles og monteres efter kundernes ønsker og behov og med mange forskellige spændende, arkitektoniske udtryk.

- Tidligere var modulbyggerier ofte forbundet med at være midlertidige løsninger, som man brugte i en kortere eller længere periode. Men hos DesignModul, hvor vi udelukkende opfører permanent byggeri, mærker vi i høj grad en stigende efterspørgsel på de permanente løsninger i træ. Og jeg er overbevist om, at man i fremtiden kommer til at se langt mere til byggemetoden og dermed også træbyggeri, som vi anvender til alle vores bærende konstruktioner. Der er nemlig så mange fordele ved modulbyggeri, som kan være medvirkende til at sikre bæredygtige byggerier med kortere byggeprocesser og sundere indeklimaer, fortæller direktør i DesignModul, Per Henriksen, som samtidig understreger, at fremtiden for træbyggeri generelt ser meget lys ud:

- Træ i byggeriet kan være en del af løsningen, hvis vi skal nå politikernes mål om CO2-reducering, da træ nok er et af verdens mest klima- og miljøvenlige byggematerialer. Samtidig er materialer som eksempelvis beton, stål og tegl meget energikrævende at fremstille og kan blive en mangelvare i fremtiden. Disse faktorer vil helt sikkert medføre, at der fortsat kommer et øget fokus på træbyggeri.

DesignModul har taget del i flere komplekse og kreative projekter gennem tiden som for eksempel tilbygningen til Højby Rådhus, opførelsen af daginstitutionen Fuglebjerggård i Solbjerg samt lejlighederne oven på Trøjborg Centeret i Århus.

Hvorfor blev I medlem af foreningen?
- Vi ønsker at sprede budskabet om fordelene ved modulbyggeri, men også træbaseret byggeri generelt. Vi mener derfor, at der er behov for en forening, der kan udbrede kendskabet til træbyggeriets mange fordele og påvirke den politiske dagsorden, som mange andre konkurrerende aktører lige nu er gode til. Med Træ i Byggeriet kan vi således sammen med andre dygtige trævirksomheder få en stor, stærk stemme, der kan trænge igennem, lyder det fra Per Henriksen.