Nyhed, 23. januar 2020

MOE stifter Videnscenter for Træbyggeri

På opfordring fra leverandørforeningen, Træ i Byggeriet, har ingeniørvirksomheden samlet et tværfagligt team af specialister i et nyt videnscenter, hvor alle aspekter af træbyggeri belyses.

Træbygningerne begynder for alvor skyde op rundt omkring i Danmark. Fra politisk hold vil man tilmed sætte skub i udviklingen for at fremme brugen af det bæredygtige byggemateriale. Ingeniørvirksomheden MOE har over de sidste 20 år været med til at opføre 65.000 kvm træbyggeri, og den erfaring skal nu sættes i spil i et nyt tværfagligt videnscenter, der kombinerer de nødvendige kompetencer.

”Vi har samlet et hold af forskellige specialister, der alle har en stor interesse for træ og repræsenterer de fag, der skal i spil for at skabe et vellykket træbyggeri. Der er en tyde-lig efterspørgsel på rådgivning om, hvordan man løser de typiske udfordringer, og her kan vi tilbyde branchen en samlet platform. Med foreningen Træ i Byggeriet som samarbejdspartner, får vi samtidig adgang til leverandørernes specialistviden”, udtaler Dagmar Øye, der er projektleder for videnscenteret.

Holdet består af specialister inden for brand, akustik, indeklima, Cost Management, Bæredygtighed og selvsagt trækonstruktioner. Videnscenteret skal samtidig stå for at bringe den nyeste viden frem i lyset. MOE har eksempelvis opbygget ny ekspertise inden for sundt byggeri gennem innovationsprojekter som Realdanias ”Sunde Boliger”, og her er der gjort mange nye opdagelser med relevans for træbyggeri.

Bestyrelsesformand for Træ i Byggeriet Martin Tholstrup, ser frem til samarbejdet:

"Det glæder mig på alle tænkelige måder, og behovet er i den grad til stede. Regeringens klimamålsætning er klar og tydelig, og det at substituere mere miljøbelastende byggematerialer med træ, har en effekt, vi alle kan forstå. At udvikle branchens kendskab og erfaring omkring træbyggeri kræver, at vi alle vil dele den viden, vi har, og her bliver det vigtigt at tilbyde markedet og branchen en bred faglig forståelse, som kan sikre gode gennemtænkte løsninger. Et videnscenter hos MOE, som en af landets mest erfarne rådgivere på området, er ubetinget det stærkeste jeg kan forestille mig, både for branchen, bygherre og ikke mindst klimaet…”

Massiv erfaring
Ingeniørvirksomhedens erfaringer på området stammer blandt andet fra etageboligerne på Lisbjerg Bakke, der i 2018 blev kåret til Årets Byggeri og generelt er blevet et pionerprojekt for træbyggeri i 3-4 etagers højde.

”Overskriften for projektet var Fremtidens Bæredygtige Almene Bolig, og derfor skulle vi først demonstrere, at prisen kunne matche den almene sektor. Det lykkedes, og vi fik også vist, hvordan man løser en række andre typiske udfordringer. Det er fx en udbredt opfattelse, at trækonstruktioner gør det svært at lydisolere mod støjgener, men byggeriet overholder kravene i bygningsreglementet med stor margin. Det resultat skyldes netop et tæt tværfagligt samarbejde mellem akustikere, konstruktionsingeniører og arkitekterne”, udtaler Bo Pedersen, der er kompetencechef for Trækonstruktioner i MOE.

Han påpeger, at man også fik demonstreret, hvordan man håndterer brandsikkerhed og fugt i byggeperioden. Specialisterne fra MOE har efterfølgende holdt adskillige oplæg om Lisbjerg Bakke til arrangementer som Build in Wood og Bygningsfysikdagen.

”Vi har et godt fundament at bygge videre på, og vi er glade for, at tendensen nu peger i retning af endnu flere træbyggerier. Der kan stadig gøres meget for at udvikle området, og den opgave ser vi frem til”, afslutter Dagmar Øye.

Pressemeddelelsen blev offentliggjort af MOE den 22. januar 2020: https://www.moe.dk/moe-stifter-videnscenter-for-traebyggeri/