Nyhed, 26. august 2020

Ny rapport fastslår: Træbyggeri kan give årlig CO2-besparelse på 14,5 %

Træbyggeri kan spille en afgørende rolle i målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det slår en ny, uvildig rapport udarbejdet af Rambøll nu fast. Rapporten viser, at hvis nybyggede boliger fremadrettet primært bliver træbaserede, vil det give en gennemsnitlig årlig besparelse på intet mindre end 14,5 procent af den samlede CO2-reduktion, Danmark skal opnå for at leve op til målsætningen.

Rambøll har netop offentliggjort en ny, uvildig rapport, der har til formål at belyse de mulige miljømæssige CO2-besparelser, som kan opnås ved at forøge brugen af træ og træbaserede produkter i nybyggeri i Danmark. Den dokumenterer, at træbyggeri kan spille en afgørende rolle i målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030.

 - Konkret har Rambøll sammenlignet træbyggeri med konventionelt byggeri og vurderet de potentielle CO2-besparelser, der er ved at konvertere traditionelle løsninger som tegl, stål og beton til træ og træbaserede produkter, forklarer Lauritz Rasmussen, sekretariatsleder i foreningen Træ i Byggeriet, og fortsætter:

- Studiet tager udgangspunkt i fire konkrete bygningscases, hvortil Rambøll har modelleret tilsvarende konventionelle byggerier og udført livscyklusvurderinger på de enkelte cases. Successivt konverteres de tunge og ressourcekrævende bygningsdele, først hovedkonstruktionerne, herefter beklædninger og til sidst isoleringen fra mineraluld til træfiberisolering.

Med baggrund i Dansk Byggeris seneste konjunkturanalyse og fremskrivning af byggeriets udvikling frem mod 2030 viser analysen, at det samlede potentiale ved konvertering af nybyggede boliger til hovedsageligt træbyggeri svarer til en gennemsnitlig årlig besparelse på 14,5 procent af den samlede CO2-reduktion, Danmark skal opnå for at leve op til målsætningen om 70 procent reduktion i 2030.

Hos Træ i Byggeriet glæder man sig over nu at have fået dokumentation for, hvor væsentlig en rolle træbyggeri faktisk kan spille i den nationale målsætning: 

- Sammenligningsstudiet kan nu hjælpe os med at dokumentere det, som vi allerede godt vidste; nemlig at byggebranchen kan spille en meget betydelig rolle i forhold til den nationale og globale målsætning om at minimere CO2-udledningen. Alene ved at flytte fokus over på fremstilling af byggematerialer frem for driftsenergi og træffe bevidste design- og materialevalg kan vi nemlig reducere CO2-udslippet betragteligt, forklarer Lauritz Rasmussen og fortsætter:

- I analysen er det endda forudsat, at samtlige træprodukter bliver brændt ved bortskaffelsen uden nogen form for genanvendelse, hvilket jo er worst case. I langt de fleste tilfælde vil man genanvende træ på mere bæredygtig vis, og så ser vores sag endnu bedre ud end på papiret.

Ser man udelukkende på CO2-udledningen fra opførelsen af bygningerne, er den potentielle gennemsnitlige årlige besparelse 30,5 procent af den årlige CO2-reduktionsmålsætning. Dermed gør rapporten det tydeligt, at byggebranchen kan bidrage væsentligt til den nationale målsætning alene ved at øge fokus på træbyggeri.

- Med en samlet potentiel besparelse på 3,5 millioner tons CO2-ækvilanter over de kommende 10 år, håber vi, det bliver en øjenåbner for byggeriets parter, som forhåbentlig i sidste ende vil rykke på design- og materialevalgene i en mere bæredygtig retning, slutter Lauritz Rasmussen.

Om rapporten udarbejdet af Rambøll:
Rapporten er udarbejdet af Rambøll i juni 2020 og er støttet af Træfonden. Rapporten er tilgængelig på Træ i Byggeriets hjemmeside. Den bygger blandt andet på Dansk Byggeris konjunkturanalyse 2019 med en antagelse om, at der vil blive påbegyndt 28.500 boliger i 2020, faldende med 1,3 procent årligt til cirka 25.000 boliger i 2030.

Ifølge Danmarks Statistik har et gennemsnitligt parcelhus et areal på 151 m2, mens arealet på henholdsvis et række-, kæde- og dobbelthus er 93 m2 og for etageboliger 78 m2. Rapporten tager udgangspunkt i referenceåret 1990, som generelt udgangspunkt for regeringens 70%-målsætning. Udviklingen er illustreret på nedenstående kurve fra rapporten.

Kilde: Rambøll, 2020.

Læs mere om de enorme miljøbesparelser ved træbyggeri i Rambølls nye, uvildige rapport, som er støttet af Træfonden. Du kan også læse et resume af rapporten her.