Opinion: Grønt byggeri begynder ved valg af materialer

Indlæg bragt i Børsen den 4. august 2026

Byggeriet er en klimasynder og skal levere et meget stort bidrag til den grønne omstilling. Det har vist sig vanskeligt, især fordi byggeriet også er en meget traditions- og vanebundet sektor. For dele af byggeriet, de mest klimatunge som beton, tegl og stål, er det selvfølgelig en udfordring.

Men byggeriet skal altså levere big time på den grønne dagsorden, og for alle dele af byggeriet er det ikke lige nemt.  Det er fx en kæmpefordel at bygge i træ, som ikke kræver masser af procesenergi for at blive til byggematerialer, og træ er vores – til hver en tid – bedste CO2-filter, da træ under væksten optager CO2 og derpå lagrer det i byggematerialer af træ. En lavthængende frugt, hvis ikke de politisk valgte klimakrav og reguleringer fik vendt tingene på hovedet. Her fraregner man nemlig denne lagring af CO2, da den vel engang i en fjern fremtid bliver brændt af. Derfor bør den, mener man, ikke tælle med.

Det gør træ dejlig nemt at konkurrere med for de klimatunge materialer. Beton, stål og tegl er derfor fortsat standardløsninger, som passer ind i et system, der er gearet til det konventionelle. Det gør den grønne omstilling dyrere og langsommere, end den behøver at være.

Ikke bare er træ og andre biobaserede materialer med til markant at reducere byggeriets klimapåvirkning. Oveni er gevinsten endnu større, når træ erstatter de klimabelastende materialer. Alt skal ikke bygges i træ, men vi bør i Danmark – som i verden omkring os - holde op med at bygge, som om materialevalg er en teknisk detalje og ikke et klimapolitisk valg.

Det er jo politik, når bygningsreglementet sætter rammerne for, hvilken CO2, der tæller, og hvordan vi bør måle CO2-værdien. Det er politik, når offentlige bygherrer i praksis sender markedet i én retning frem for en anden. Og det er politik, når vi accepterer, at nogle materialer fortsat nyder godt af årtiers vanetænkning, mens nye løsninger mødes med større dokumentationskrav, større usikkerhed og større skepsis.

Så handler det ikke mere om klimaet, men om at varetage særinteresser. Hvis politikere og myndigheder vil den grønne omstilling alvorligt, må man derfor også turde tage fat på materialespørgsmålet langt mere direkte.

Det første, der bør ske, er, at vi får en mere fremsynet regulering af byggeriets klimaaftryk. I dag baserer vi os primært på klimaregnskaber, som det er lykkedes at udforme, så de undervurderer værdien af biobaserede materialer. Det vil sige, at ”de groede materialer” diskrimineres i forhold til ”de gravede” og dermed forgængelige materialer. De bør selvfølgelig ikke vejes på en måde, der tilgodeser CO2-udledning og forbrug af ikke fornybare ressourcer.

Dernæst kan vi så håbe på, at alle - politikerne og bygherrer – for øjnene op for et mere pragmatisk byggeri, der foretager de oplagte valg og plukker de lavthængenede frugter, der reducerer CO2-udledning. Den mest ansvarlige vej behøver ikke at være et enten-eller mellem træ og beton. Det bør måske ofte være et både-og, hvor materialerne bruges dér, hvor de giver mest mening konstruktivt, økonomisk og klimamæssigt.

Offentlige udbud skal selvfølgelig belønne dokumenteret lavt klimaaftryk og materialeeffektive løsninger, der reguleres efter fair principper og tilgodeser CO2-venlige materialer. Staten, kommunerne og de almene bygherrer bør ikke tøve med at bruge deres markedsmagt til at efterspørge materialeløsninger, der flytter klimaaftrykket – og tilsidesætter de mest traditionsbundne og klimabelastende løsninger.

Det handler om styring, hvor vi ikke taler om bæredygtighed i overordnede vendinger, men viser det med de konkrete materialevalg, der gør en forskel.