Nyhed, 28. januar 2020

Organiske materialers CO2-gevinster skal udbredes i byggeriet

”Det er ekstremt vigtigt at få sat organiske byggematerialer på dagsordenen”, fortæller Rikke Henningsen Herrguth, der er kommunikationsansvarlig hos Papiruld Danmark.

Byggebranchen bærer i dag en stor andel af Danmarks CO2-udledning, og ifølge Rikke Henningsen Herrguth bliver byggebranchen nødt til at foretage mærkbare ændringer i valget af byggematerialer:

”Alt for mange i byggebranchen gør bare, som de plejer – og hvis det fortsætter, vil regeringens mål om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030 være umulig at nå”, siger Rikke Henningsen Herrguth og fortsætter:

”Hvis byggebranchens CO2-udledning skal nedsættes, er vi i byggeriet nødt til at tage ansvar og prioritere bæredygtige byggematerialer med et mindre CO2-aftryk. For eksempel har papiruld et otte gange lavere CO2-aftryk i fremstillingsprocessen sammenlignet med traditionel isolering.”

Afslutningsvis påpeger hun, at mange rådgivere og bygherrer endnu ikke er klar over den kæmpe forskel i CO2-aftryk, der findes mellem konventionelle og bæredygtige byggematerialer. Netop derfor er forening Træ i Byggeriets arbejde vigtigt i forhold til at udbrede fakta og viden herom.

Læs mere om Papiruld Danmark: www.papiruld.dk