Nyhed, 26. august 2026
Træ i Byggeriet har sat gang i en omfattende handlingsplan, der skal samle og skabe ny viden, udfordre eksisterende rammevilkår og gøre det lettere at vælge træ i fremtidens byggeri.
Potentialet er stort, men udviklingen går for langsomt. Træ har de klima- og energimæssige bedste forudsætninger og værdier, men alligevel udgør træ i dag ni procent af materialeforbruget i det samlede danske byggeri, mens andelen i boligbyggeriet er 14 procent.
Det er baggrunden for TiB 2.0, som er et initiativ, der skal arbejde systematisk med de barrierer, der i dag begrænser anvendelsen af træ.
Det handler ikke alene om at fortælle om træets muligheder. Ambitionen er at tilvejebringe den dokumentation og viden, der kan bruges til at påvirke standarder, beregningsmetoder, praksis og i sidste ende lovgivningen.
– Der er bred interesse for at bygge mere med træ, men en række strukturelle og faglige barrierer bremser fortsat udviklingen. Hvis træ for alvor skal vinde markedsandele, skal vi kunne dokumentere løsningerne og være med dér, hvor fremtidens regler og metoder bliver udviklet, siger Lauritz Rasmussen, sekretariatsleder i Træ i Byggeriet.
22 konkrete aktiviteter
Træ i Byggeriet samarbejder tæt med alle, der arbejder på at fremme og synliggøre træet fordele. Men TiB 2.0 er en selvstændig indsats, hvor Træ i Byggeriet arbejder med en ny 12-måneders handlingsplan, der skal omsætte ambitionerne til 22 konkrete aktiviteter inden for særligt tre områder:
På LCA-området skal Træ i Byggeriet blandt andet arbejde med forskellene mellem statiske og dynamiske klimaberegninger, biogene materialers CO2-lagring og EPD’er. Der lægges samtidig op til strategisk dialog om den nationale implementering af kommende europæiske regler.
Et andet hovedspor er hybridbyggeri, hvor målet er at styrke dokumentationen for løsninger, hvor træ anvendes sammen med andre materialer. Der skal blandt andet etableres et fagligt Advisory Board, udvikles en designguide, samles eksempler på eksisterende hybridbyggerier og arbejdes med de risikovurderinger, der i dag kan være en barriere for at vælge træ.
Det tredje spor handler om biodiversitet, hvor den eksisterende viden vil blive kortlagt og kvalificeret, så diskussionen om træ og biodiversitet i højere grad kan baseres på dokumentation frem for antagelser.
– Vi ønsker ikke særregler for træ. Vi ønsker et fagligt og regulatorisk grundlag, hvor materialerne vurderes på et retvisende og veldokumenteret grundlag. I dag oplever vi områder, hvor regler, beregningsmetoder og praksis ikke i tilstrækkelig grad tager højde for biogene materialers egenskaber. Det skal vi have belyst og være med til at ændre, siger Lauritz Rasmussen.
Fra holdninger til dokumentation
Arbejdet kommer samtidig med skærpede klimakrav til byggeriet og forberedelserne til et nyt helhedsorienteret bygningsreglement. Træ i Byggeriet ser derfor de kommende år som et vigtigt vindue for at få ny viden omsat til ændrede rammevilkår.
Målet med TiB 2.0 er dermed ikke alene at skabe større opmærksomhed om træ, men at skabe det faglige fundament, som kan gøre en højere anvendelse af træ mulig i praksis.
– Der findes ikke én enkelt barriere, som vi kan fjerne, og så kommer resten af sig selv. Derfor arbejder vi på flere fronter samtidig. Skal vi flytte træets andel mærkbart, kræver det både dokumentation, nye løsninger, dialog med myndigheder og et tættere samarbejde på tværs af byggeriet, siger Lauritz Rasmussen.
Sekretariatschef Lauritz Rasmussen, Træ i Byggeriet - tel 21246455 – mail LR-consult@taasingemail.dk
Presseansvarlig Mogens Hjelm, Hjelm:PR - tel 40 29 92 32 - mail moh@hjelmpr.com
Foto: Træ i Byggeriet