Nyhed, 25. juni 2025
På trods af en markant nedgang i den samlede byggeaktivitet i Danmark formår træet at fastholde og styrke sin relative position i byggeriet. Det viser de nyeste tal fra foreningen Træ i Byggeriet, som netop har opgjort mængden af træ, der bliver brugt i byggeriet. Ifølge foreningen er det et udtryk for, at der er stigende bevidsthed om de klimamæssige fordele – men også at regulering og rammevilkår fortsat spænder ben for en bredere udbredelse.
Ifølge foreningens performanceindikator blev der i 2024 anvendt 1,3 mio. kubikmeter træ i dansk byggeri. Det er på niveau med året før – trods et generelt fald i byggeaktiviteten – og svarer til en relativ vækst.
– Tallene viser tydeligt, at træ har bidt sig fast som et seriøst og mere udbredt byggemateriale – ikke mindst i et marked, hvor der bliver bygget mindre. Det er positivt, men vi ser også, at potentialet langt fra er forløst. Træet burde fylde langt mere, hvis vi skal i mål med byggeriets grønne omstilling, siger Lauritz Rasmussen, sekretariatsleder i Træ i Byggeriet.
Træets andel stiger – men langsomt
Set i forhold til den samlede byggeaktivitet har træet vundet lidt mere terræn. I perioden fra 2019 til 2024 er træmaterialernes andel steget fra 7 til 9 procent for byggeriet som helhed og fra 8 til 13 procent for boligbyggeriet, viser indikatorerne fra Træ i Byggeriet. Tallene er korrigeret for spild.
– Det er en lille stigning, men også et vigtigt signal. Når byggeriet generelt går ned i volumen, og træ stadig holder stand eller vokser relativt, så skyldes det, at flere begynder at vælge de biobaserede løsninger. Men udviklingen går for langsomt – og det kræver politisk vilje at ændre på det, fastslår Lauritz Rasmussen.
Graf: Byggeriets udvikling og træets andel af byggeriet
Kilde: Træ i Byggeriet, juni 2025
Dokumentationskrav og skæv regulering bremser udviklingen
Ifølge Træ i Byggeriet ligger en stor del af udfordringen i de komplekse og skæve krav, der møder træ som byggemateriale. Særligt på brandområdet er der behov for markante ændringer i den forestående revision af Bygningsreglementet.
– Brandkrav er en af de største barrierer i forbindelse med træ- og biobaseret byggeri i Danmark. For biobaseret byggeri i over to etager er der typisk ikke præaccepterede løsninger, hvilket betyder, at projekterne kræver certificerede brandrådgivere. Når der ikke er præaccepterede løsninger, som der er for konventionelle materialer i stål og beton, vil det ofte være nødvendigt at udføre omfattende brandtests, for at sikre den nødvendige brandtekniske dokumentation, hvilket er fordyrende for projekterne og kan resultere i at de biobaserede løsninger fravælges, fortæller Lauritz Rasmussen og fortsætter:
– Vi foreslår, at man politisk arbejder hen imod at udvikle tilsvarende præaccepterede løsninger for træ. Det vil kunne give både rådgivere og bygherrer et langt bedre afsæt for at vælge et mere klimavenligt byggeri.
Nye krav i Bygningsreglementet
Fra 1. juli 2025 træder de nye krav til byggeriets CO2-aftryk i kraft, og det hilser foreningen meget velkommen.
– Det er et skridt i den rigtige retning, men ikke et særligt langt ét. 45 procent af byggeriet kræver en ændret byggeskik her og nu, og der er behov for at få de gode løsninger frem i lyset, og at vi som samfund går foran – fx ved at offentligt byggeri allerede nu anvender den frivillige lavemissionsklasse. Vi har teknologien og materialerne – nu mangler kun viljen, siger Lauritz Rasmussen.
Hvornår er et hus et ”træhus”?
Performanceindikatoren måler hvor mange kubikmeter træ, der anvendes per kvadratmeter byggeri i Danmark og er udarbejdet af Rambøll på vegne af Dansk Træforening, Træ- og Møbelindustrien (TMI) og Træ i Byggeriet. Indikatoren dækker således ikke alene de bærende konstruktioner i træ, men også facadebeklædning, gulve, lofter, skillevægge, træbaseret isolering og lignende.
Indikatoren kan derfor også anvendes som en mere præcis definition af, hvornår et hus er et træhus.
Med de nye krav om LCA-beregninger er det ifølge foreningen meget enkelt at udtrække data for mængden af træbaserede materialer i byggeriet.
- I den store analyserapport fra 2024 om ”CO2-besparelser og omkostningseffektivitet ved træbyggeri” ligger træskelethusene typisk i intervallet 0,10-0,20 kubikmeter træ per kvadratmeter byggeri. CLT-byggeriet og lignende massivtræbyggerier ligger typisk højere, forklarer Lauritz Rasmussen og tilføjer:
- Så lad os definere et træhus, som et byggeri, hvor træets andel er større end 0,10 kubikmeter træ per kvadratmeter byggeri. Det vil i langt de fleste tilfælde indebære, at de hovedbærende konstruktioner er udført af træ, men så har vi en entydig definition, slutter han.