Nyhed, 24. marts 2026

Tre politiske tips om mere træ

Når valgkampen ruller, handler det ofte om det nære og det akutte: Økonomi, tryghed, velfærd, boligpriser og Danmarks sikkerhed. Men når valgplakaterne er taget ned, og der skal forhandles regeringsgrundlag bliver det meget konkret: Hvordan bygger vi et samfund, der både er mere bæredygtigt, mere robust og bedre at leve i?

Ikke overraskende mener jeg, at et af de oplagte konkrete svar er, at Danmark skal bygge langt mere i træ. For det er der mange gode grunde til.

Byggeriet vejer tungt, når vi taler om klimaaftrykket, og her vejer især materialevalget. Derfor bør træ og andre biobaserede materialer rykke ind i centrum af den byggefaglige debat. Forskning fra BUILD – Aalborg Universitet har dokumenteret, at træ klart bidrager til lavere klimapåvirkning, og at træbyggerier i 41 ud af 45 undersøgte byggerier ligger lavere end bygningsreglementets CO2-krav for større bygninger.

Samtidig ved vi – og det er også dokumenteret - at biobaserede materialer vælges til, fordi de forbindes med et sundere byggeri, bedre indeklima og lavere forbrug af knappe ressourcer.

Træ som materiale er altså langt fra blot og bar grøn signalværdi. Træ er et fornybart materiale. Det lagrer kulstof, mens bygningen står, og kan erstatte mere klimabelastende materialer dér, hvor det giver teknisk og arkitektonisk mening.

Det betyder netop ikke, at alt fremover skal bygges i træ, og det betyder heller ikke, at beton, stål og andre materialer ikke fortsat vil have en vigtig plads. Men det betyder, at vi politisk bør gøre langt mere for at bruge træ, hvor det er oplagt — og det er det i langt flere bygninger, end det er tilfældet i dag.

Derfor bør Christiansborg tage fat på tre helt konkrete områder.

For det første bør staten, kommunerne og de almene bygherrer vise vej ved at bruge træ langt mere i nybyggeri. Boliger, daginstitutioner, skoler, kontorer og plejebyggeri er oplagte steder at begynde for at tilgodese et efterspurgt godt indeklima og materialer, der opleves varme, naturlige og mindre ressourcekrævende.

Det offentlige kan levere træbyggeri i større skala, og dermed skabe volumen, læring og mere konkurrence i markedet. Det ville gøre det lettere for flere aktører at vælge træ og styrke en dansk værdikæde omkring moderne træbyggeri. Og reducerede byggeriets klimaaftryk

For det andet bør politikerne tænke træ langt mere offensivt ind i løsningen på boligkrisen i de store byer. Vi taler igen og igen om høje boligpriser og mangel på boliger, især dér hvor mennesker gerne vil bo tæt på uddannelse, arbejde og byliv. Men svaret er ikke nødvendigvis bare at brede byerne mere ud. Vi skal også være langt bedre til at fortætte klogt.

Her er træ et oplagt materiale, fordi lavere vægt kan gøre det lettere at bygge oven på eksisterende bygninger og omdanne den by, vi allerede har. Fortætning, transformation og ombygning med lette, præfabrikerede træløsninger kan skabe nye boliger uden at begynde forfra på bar mark. Det er bedre for klimaet, bedre for arealforbruget og ofte også bedre for byernes kvalitet.

Realdania har peget på fortætning af eksisterende byområder som en central del af boligudviklingen, og analyser viser samtidig, at renovering ofte er den mest klimavenlige og totaløkonomisk bedste løsning sammenlignet med nedrivning og nybyggeri.

Det er i øvrigt en tankegang, der burde appellere bredt politisk. For den handler ikke kun om klima, men også om økonomisk omtanke. Den mest bæredygtige kvadratmeter er ofte den, vi ikke river ned for at bygge op igen. Når vi genbruger, omdanner og bygger til med træ, får vi mulighed for at bevare det eksisterende, reducere materialeforbruget og skabe nye boliger hurtigere og mere nænsomt. Det er præcis den slags pragmatisk grøn omstilling, Danmark har brug for.

For det tredje – og det er en politisk realitet – så bør træ spille en langt større rolle i de mange bygninger, der skal opføres til et styrket forsvar. Når Danmark investerer massivt i forsvarskapacitet, vil der også være behov for byggeri: kaserner, servicebygninger, uddannelsesfaciliteter, kontorer, boliger og støttefunktioner. Så hvorfor ikke bruge anledningen til at bygge moderne, sunde og effektive bygninger i træ, hvor det er muligt? Også her kan præfabrikation, lav vægt og – ikke mindst - hurtig montage være en fordel. Hvis vi alligevel skal bygge nyt i stor skala, bør vi gøre det på en måde, der både styrker forsyningssikkerhed, klimaambitioner og kvaliteten i de rammer, mennesker skal opholde sig i.

En af de mest sejlivede myter i den danske debat er, at træbyggeri er dyrere og mere besværligt. Det er netop en myte. Træbyggeri kan som alt andet byggeri blive for dyrt, hvis man ikke bygger med velkendte og velafprøvede løsninger. Problemet er derfor sjældent materialet i sig selv, men manglende rutine, for små volumener, usikkerhed i udbuddene og et regelsæt, som stadig i for høj grad er indrettet efter konventionel byggeskik. Hvis politikerne vil have mere træbyggeri, skal de derfor ikke kun tale om ambitioner. De skal også rydde barrierer af vejen.

Derfor må kravet også være, at man politisk stiller tydeligere klimakrav, belønner lavt materialeforbrug, fremmer dokumentation af biobaserede materialer og gør det nemmere at bygge oven på, bygge om og genbruge eksisterende bygninger. Der er brug for politisk mod til at flytte fokus fra alene drift og energiforbrug til også at handle om materialernes indlejrede klimaaftryk. For netop her ligger en stor del af fremtidens CO2-reduktion.

Efter valget får politikerne travlt. Men midt i alle de store dagsordener bør de huske, at byggeri ikke bare handler om mursten og kvadratmeter. Det handler om, hvilket samfund vi efterlader. Om vi bygger boliger, institutioner og offentlige bygninger på en måde, der reducere CO2-udledning, bruger færre knappe ressourcer, giver bedre rammer for mennesker - og som samtidig kan være økonomisk fornuftig.

Derfor bør Christiansborg skærpe deres opmærksomhed på en så oplagt lavt hængende frugt som træ og huske på, at valg af materialer i byggeriet kan være med til at lette vejen til løsninger på de udfordringer vi står midt i på boligområdet, nemlig boligmangel, klimatilpasning, fortætning og transformation. Her kan offentligt byggeri vise vej.

Vi har materialet. Vi har teknologien. Vi har behovet. Og gerne politikere, der viser politisk vilje.

 

Af Martin L. Petersen, tidligere formand for Træ i Byggeriet.