Nyhed, 19. december 2023

Besøg hos WoodHub gav et blik ind i fremtiden

Hos Træ i Byggeriet havde vi for nyligt inviteret vores medlemmer på byggepladsbesøg hos Danmarks største træbyggeri, WoodHub i Odense. NCC Danmark er totalentreprenør på byggeprojektet og var vært for besøget.

WoodHub er et kontorknudepunkt på 31.000 kvadratmeter fordelt på 6 etager. Byggeriet er lige nu under opførelse på Lerchesgade på havnen i Odense, hvor det skal huse otte statslige institutioner og herunder 1.600 mennesker.

Det nye kontorknudepunkt har stort fokus på den grønne omstilling, og netop derfor har man valgt at opføre huset i træ. Det forventes at leve op til energimærke 'A2020' og er opført med et CO2-aftryk lige omkring den frivillige lavemissionsklasse. Alt fra søjler, bjælker og dæk til facader og tag er alt sammen bygget af træmaterialer. Materialevalget har resulteret i, at WoodHub vil have et 30 procent lavere klimaaftryk sammenlignet med sammenlignelige byggerier. Den samlede CO2-besparelse løber således op hele i 5.400 tons målt over en periode på 50 år.

- Da træ er valgt som det gennemgående element i byggeriet, erstatter det andre og mere klimabelastende materialer som eksempelvis beton, stål og tegl. Og så kan træmaterialerne genbruges eller bruges som biomasse, når de er udtjent. Besøget hos WoodHub var et blik ind i fremtidens byggeri, da det er et skoleeksempel på, hvordan man bygger bæredygtigt, siger sekretariatschef hos Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen.

Medlemmer af Træ i Byggeriet har også spillet en stor rolle i opførelsen af det nye kontorknudepunkt. Foreningens støttemedlem C.F.Møller Architects er arkitekt på byggeriet, Taasinge Elementer har leveret godt 15.000 kvadratmeter facadeelementer til projektet og foreningens nye støttemedlem, Siga, har leveret Wetguard-membraner til beskyttelse af CLT-dækkene i byggeperioden.

 

Respekt for globalt og lokalt miljø

WoodHub er dog ikke alene opført med respekt for det globale klimas ressourcer. Også miljø og biodiversitet er tænkt ind i byggeriet.

WoodHub er nemlig opført af FSC- og PEFC-certificeret træ. Det giver sikkerhed for, at træmaterialerne kommer fra ansvarligt skovbrug, hvor der ikke fældes mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Certificeringen er ligeledes en garanti for, at dyr og planteliv beskyttes, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er uddannet og modtager ordentligt sikkerhedsudstyr og løn.

Udover kontorfaciliteter består byggeriet også af tagterrasser og hævede gårdhaver, der sammen med levende, grønne og offentligt tilgængelige gårdrum skal skabe rekreative åndehuller og mulighed for både pauseophold, udendørs mødeaktiviteter samt en øget biodiversitet i bydelen, hvor WoodHub er opført.

- Der er virkelig tænkt bæredygtighed 360 grader rundt i WoodHub-byggeriet. Alt fra skovbrug til arkitekturens samspil med det lokale bymiljø i Odense er tænkt ind. Det var derfor en stor oplevelse for os at se, hvordan træmaterialerne ikke alene er med til at sænke klimaaftrykket, men også respektere skovene, hvor træet stammer fra, og bymiljøet lokalt, lyder det afslutningsvist fra Lauritz Rasmussen.

 

Fakta om WoodHub: