Nyhed, 15. december 2020
Kjellerup AS lagerfører og distribuerer miljøvenlig færdigmalet træbeklædning fra dag til dag. Virksomheden er beliggende i den midtjyske by Kjellerup og blev etableret tilbage i 1992 under navnet Kjellerup Træimport A/S, som dengang importerede træ til vindues- og møbelindustrien. Senere begyndte virksomheden at importere gulve, granit og meget andet til byggeriet, men i sidste ende valgte Kjellerup AS at fokusere på sin kernekompetence, som er den færdigmalede facadebeklædning i finsk gran.
I grossistvirksomheden, som netop er flyttet ind i nye lokaler og haller i Kjellerup, har man en klar holdning til klimaet og bæredygtighed, og derfor er de også stolte af at kunne levere et miljøvenligt produkt til deres kunder.
- Hvis man sammenligner vores produkt med eksempelvis lignende cementbaserede produkter, så er vores færdigmalede træbeklædning langt mere miljørigtig, da den er fremstillet af CO2-neutralt, PEFC-certificeret finsk træ. Træ er en fornybar råvare fra naturens hånd, hvilket gør vores træbeklædning til et miljøvenligt slutprodukt, og det er noget, vi er stolte af at kunne levere til vores kunder, forklarer salgschef hos Kjellerup AS, Bo Louring.
Træets miljømæssige kvaliteter er også en af grundene til, at Bo Louring mener, at man i fremtiden kommer til at se en stigning i anvendelsen af træ i byggeriet.
- Lige nu er der et stort fokus på klimaet, og det har medført, at træ er på fremmarch i byggebranchen. Den enorme omtale af behovet for reducering af CO2-emissioner, samt træets rolle i den forbindelse, støtter og underbygger vores og andre trævirksomheders produkt. Det medvirker til at gøre hele vores forretningsgrundlag og produkt til noget, folk kan forholde sig til og se potentiale i. Derfor ser vi meget lyst på fremtiden for træbyggeriet, fortæller Bo Louring.
Træbeklædningsvirksomheden har gennem tiden været samarbejdspartner i forbindelse med flere større projekter som Stauning Whisky-destilleriet i Skjern samt genopbygningen af Svinkløv Badehotel, der begge er projekter, som har krævet innovative og komplekse løsninger.
Hvorfor blev I medlem af foreningen?
- Vi mener, at Træ i Byggeriet samlet set har en større gennemslagskraft end den enkelte virksomhed. I foreningen arbejdes der målrettet og med et fælles informationssprog mod de træforbrugende virksomheder, forbrugere, de politiske organisationer samt beslutningstagerne i Danmark, lyder det fra salgschef Bo Louring.